Hvordan er det at være adopteret?

Da jeg var mindre hadede jeg at føle mig anderledes. Idag elsker jeg at jeg kan se på mig selv og vide, at jeg ikke er som alle andre.Jeg kom til Danmark den 02.09.1996. Et vidunderligt liv, som lå foran mine fødder med ALLE muligheder. Jeg var så heldig, at både at få forældre der elskede mig til månen og tilbage igen og det at der aldrig manglede noget materielt. Forældre som jeg ved, havde ønsket at få mig og kæmpet en kamp for i det hele taget at komme til det sted, hvor de fik mig. Dermed ikke i en familie, hvor jeg var et ”ups” barn, som ikke var forberedt. Eller hos en alt for ung mor, som ikke kunne tage vare på sig selv eller sit liv.Jeg husker tydeligt, at mine forældre i en ret tidlig alder konfronterede mig med, at jeg var anderledes end de andre børn. Men at jeg skulle vide, at det ikke betød noget for dem, for jeg var deres barn. Desværre oplevede jeg gennem de første år af folkeskolen, at jeg var meget anderledes end alle de andre, da en dreng fra klassen, begyndte komme med spydige kommentarer om at jeg var en gul kineser, skævøje, ”ching-chong”, grim og egentligt alt som der havde noget med Kina at gøre.Lige meget hvor mange møder skolen fik arrangeret, hvor der blev slået en streg i sandet, stoppede det aldrig før ham drengen skiftede skole. Jeg husker at jeg skammede mig så meget over, ikke at være dansker, nærmest så meget at jeg ikke kunne acceptere mig selv eller andre udlændinge på nogen måder.I sommerferien 2011, skete der så noget underligt. I tiderens morgen da mine forældre rejste ned til Kina, var de i selvskab med syv eller otte andre familier, som også skulle ned og hente en pige. For to af de piger lykkedes det at finde gamle papirer, med navne og efternavne på os alle sammen. Den dag opdagede jeg, at jeg ikke var ‘alene’ mere. Jeg husker, da jeg mødtes med den første af dem i november 2011. Jeg tror aldrig nogensinde at jeg havde været så tryg, ved at møde et ‘fremmed’ menneske, som man på ingen måder havde nogen form for relationer til i alle de år. Når man så mødte personen, følte personen havde kendt en hele livet. Som tiden gik begyndte jeg acceptere, at jeg ikke var fra Danmark. Dermed også at jeg aldrig ville blive 164 høj, jeg ville aldrig få blå øjne, jeg ville aldrig få blondt hår… Men jeg blive så mange ting, som danskerne aldrig ville blive. At være anderledes har sin charme. Selvom jeg godt nok kan være træt af, at jeg har mandel formede øjne, at mine øjenvipper tager en krig om at mascaraen bare skal ligge nogenlunde, eller at jeg kun er 155 høj, så er jeg alligevel tilfreds. Jeg elsker det. Jeg må indrømme at jeg tit ville ønske, at jeg kendte mine biologiske forældre. Jeg har så mange spørgsmål, så meget taknemmelighed, så mange ønsker om at kunne afspejle mig i deres udsende. Men når det er sagt, har jeg det sku som blommen i et æg.