Hudløst ærlig – det her er min historie.

Jeg vil sige at være anderledes, altid præget mit liv i en kæmpe grad. Jeg vil ikke sige, at jeg fik en hårdere start på livet end mange andre – men jeg vil sige at det var svært ikke altid at ‘ligne’ andre. Som jeg skrev i tidligere blev jeg adopteret af en dansk familie. En familie som intet andet havde end kærlighed og varme! En familie hvor ingen ting var for flovt til at fortælle. En familie hvor alle i familien har stået til rådighed for en, for at gøre dagene bare den lille smule bedre. Sådan set var det lige meget om det var mine forældre, mostre, onkler, kusiner eller endda måske deres børn – jeg vidste jeg kunne komme til dem på de mest elendige dage i mit liv og de mødte mig hvor jeg var og med kærlighed. Min familie har altid været en kæmpe inspirationskilde for mig og for min måde at takle mange af livets svære situationer på.
Jeg vil sige min start i børnehaven var fantastisk. Trygge rammer og dejlige mennesker. En håndfuld af dem, Er faktisk stadig nogen af de mest loyale og skønne mennesker jeg er stødt på i hele mit liv. Jeg husker børnehaven som en fantastisk del af mit liv. Ingen forpligtelser eller stress. Bare leg og fjollerier dagen lang! Det var livet.
De lange fletninger i mit halv sorte hår, som mor lige har sat. Den hvide kjole fra Lego, med et rød blomster motiv forneden og de små sorte sandaler fra Color Kids. Jeg smiler. Det er første skoledag årgang 2002. Jeg er rigtigt spændt. Solen skinner og det hele føles så godt! Far har hentet rundstykker ved guldbageren. Morgen bordet er i færd med at blive dækket. Den specielle dækserviet som hele rød stue i børnehavnen havde malet til mig i anledning af at jeg fyldte seks år, ligger nu nede under den lille tallerken. Jeg prøver desperat at sætte mig ved det høje oliemalet træbord. Stolen er høj og driller mig rigtigt, da jeg nærmest skal klatre op på den. Far kigger op og fjerner blikket fra hans daglige avis ’’ skal jeg hjælpe dig? ’’ spørger han. ’’ ja!! ’’ får jeg slynget ud. Han rejser sig og går langsomt hen ved siden af mig og løfter mig op på stolen. ’’ Tak far ’’ siger jeg og giver ham et lille smil. Tiden er kommet og vi skal til og afsted. Jeg kan mærke jeg er spændt. Da vi ankommer byder en ældre dame os velkommen. Hendes grålige hår og hendes røde smalle briller, signalere at hun hører til en ældre generation, end den jeg kommer fra. Hendes hvide stumpebukser som går hende til knæene, den mørkeblå cardigan og de sorte sandaler. Selvom hun ser anderledes ud end mine forældre eller jeg, virker hun venlig. Hun peger os ind i det lille klasse værelse, hvor vi der står grønne navne skilte på de små træborde. ’’Velkommen til børnehave klasse’’ siger hun og smiler.
Da første klasse startede ændrede alt sig. Min daværende bedsteveninde og jeg var heeeelt vilde – som i virkeligt vild med den her dreng. Jeg husker endda vi nogen gange gemte os bag ting, bare for  at kunne tjekke ham ud. Jeg opfattede altid den her dreng som værende meget forvirrende. På den ene side kunne jeg godt lide ham. Men fra den ene dag til den anden, kunne han ændre personlighed. Den ene dag var vi kærester, den næste var vi ikke. Jeg husker at jeg altid være den gode person overfor ham drengen. Jeg ville møde ham med alt den kærlighed og omsorg jeg kunne ( altså hvad man nu kunne dengang – gav ham et større stykke kage på min fødselsdag og for lidt ekstra penge i gave til hans fødselsdag. – Ha ha you name it ). Det udviklede sig til at han begyndte kalde mig ting som: ”skævøje, chingchung, gule kineser, luder..” Ting som resulterede i at jeg skammede mig over hvem jeg var. At jeg var anderledes.  En dag i en af hans mere eller mindre gode perioder husker jeg, at ham og en anden var med mig hjemme – mor havde købt en af de der lækre onsdagssnegle ved guldbageren, for rigtigt at forkæle os. Vi gik ud for at ville lege, da vi får den ide, at vi ville snige os over på min fars værksted. Og som alle andre mænd, havde min far selvfølgeligt en femilet plakat på værkstedet. Nogen dage efter var min far i følge drengen et pornosvin, en syg stodder, syg i hovedet, klam og en masse andre ting, som jeg ikke husker. Jeg var så vred over, at nogen kunne have så lidt respekt og så lidt hjerne at kunne finde på at kalde min far det. Men jeg var bange. Jeg følte ikke jeg kunne gøre noget. For jeg vidste at hvis jeg prøvede på noget, kendte jeg konsekvenserne.
Tiden gik – og han begyndte også at slå mig, sparke og skubbe mig. Til sidst begyndte han med at presse mig til at gøre ting imod min vilje – og hvis jeg sagde noget til nogen, ville han holde mig uden for klassen og gøre livet endnu mere surt for mig, end jeg allerede følte det var. Som en lille pige mellem seks – ti år, anede jeg jo ikke, hvor forkert det var. Jeg var tit ked af det, når jeg kom hjem fra skole. Jeg kunne ikke vise det til mor og far. For tænk hvis han opdagede det? Hvad ville mine konsekvenser så være?
Den eneste jeg rent faktisk betroede mig til, var min kanin. Selvom den ikke kunne sige et ord, tror jeg bare at det var følelsen af at have en der lyttede, men som aldrig sladrede eller vendte en ryggen. På en måde tror jeg, det var med til at hjælpe mig med at bearbejde mange af tingene. En dag opdagede en af mine klassekammerater hvad der forgik – han fortalte det til sin familie, som ringede til skolen. Der blev arrangeret møder og lagt nye planer. Det måtte simpelthen stoppe. Men det stoppede aldrig – ikke før, at ham drengen skiftede skole i femte klasse. Det sidste minde jeg husker inden han flyttede skole, var at hele skolen skulle på en kæmpe lejr, som kun var der hver femte år. På den lejr holdte han mig så meget uden for, at det endte med at jeg prøvede at løbe væk fra lejren, da jeg simpelthen ikke kunne mere.

Når jeg ser tilbage på min folkeskole tid, erindrer jeg en tid i en meget ung alder, hvor jeg havde alt for mange bekymringer. Jeg faldt bag ud i skolen og mistede modet fuldkommen til at ville lære. Jeg husker engang jeg blev spurgt ” hvad vil du være, når du er færdig med folkeskolen? ” efterfulgt fik jeg fortalt ” det er umuligt ” eller ” vælg noget mere realistisk. ” De spurgte mig hvad jeg ville være og efterfulgt sagde hvad jeg kunne blive. Jeg fik højdeskræk bare af at skulle stå op for mig selv. For det var det jeg fik fortalt jeg skulle: ‘ stå op dig selv ‘. Studievejlederne i folkeskolen var endda overbevidst om, at aldrig ville kunne komme på en gymnasial uddannelse. Men idag står jeg her – På HF. Ikke klassens klogeste elev – men jeg kæmper for at gennemføre det så godt som jeg kan. Det var det jeg lærte – Vælg dine kampe. Fordi jeg ved at alle muligheder er åbne – så længe du bare kæmper længe nok. Der vil altid komme perioder i ens liv hvor alt føltes meningsløst. Folk man aldrig troede at man ville miste, mistede man inden man nåede at ane de rent faktisk var der.
Det er ikke alle mennesker som man møder som vil en det bedste. Denne type mennesker vil stå i vejen for din lykke. De færreste af dem er født onde eller ondskabsfulde. De fleste er for det meste bare mennesker som er usympatiske, fanget i en dårlig situation. Tappet for energi, mangler selvglæde, har ringe selvværd og har alt, alt, alt for lidt lykke og kærlighed i sit eget liv.
Du må for den sags skyld aldrig lade dig gå på af den slags oplevelser. Du må trække din usynlige frakke op over begge øre og tænke: ‘Stakkel’. Du må trække vejret dybt hvis det er dig det går ud over. Husk altid på at det ikke er personligt ment, men et udtryk for en mangel.
Jeg ved godt at livet kan være yderst uretfærdig nogen gange – men jeg er sikker på, at alting nok skal løse sig før eller siden.
Du er aldrig alene! Hvis du har brug for en at snakke med, kan du altid skrive til mig.

xoxo Amalie

Du kan ikke være venner med alle.
Igennem dit liv vil der altid stå mindst én med ryggen imod muren. Træt af sin egen tilstedeværelse, som råber: Det er ikke muligt, det kan du ikke, det kan ikke lade sig gøre, du kan Ikke, du er det ene eller det andet. Du kommer aldrig til at være sjov nok, høj nok, klog nok, sød nok, dygtig nok eller pæn nok. Du har ikke ansvaret for at tilfredsstille alle – og I langt de fleste tilfælde vil folk altid forlange meget mere af dig, end de er I stand til at forlange af sig selv. Selvom du gør dit bedste for at skabe retfærdighed I mange af de situationer du bliver udsat for. Der vil altid være mindst en, som vil vil beskylde dig for at du snyder eller har skjulte hensigter.. Du vil heller aldrig blive helt accepteret af alle. Mange vil forsøge at presse dig til ting du ikke I virkeligheden ønsker – netop fordi du er som du er, har den alder du har, eller ser ud som du gør. Du vil aldrig blive elsket af alle – uanset hvor mange råd du følger, bøger du læser, vil du aldrig være ’’god nok’’.
Men en ting du kan, er at være alt I kraft af dig selv!
Du kan vælge om du vil leve lykkeligt med dig selv og acceptere dig selv som lige netop du er. Du kan acceptere dig selv helt præcis som den person du er, og leve lykkeligt med dig selv. Du kan se dig selv i spejlet og sige: Jeg gjorde alt jeg kunne, og jeg kunne ikke gøre mere. Jeg lever det liv, som JEG ønsker at leve. Jeg beriger mit liv med beundringsværdige mennesker og vil ikke spilde min tid på andre, som gør mig mindre end det lykkelig. Det her er MIT liv, og jeg tager det, former det, bryder alle standpunkter jeg kan. Jeg vil behandle andre, som jeg ønsker andre skal gøre: jeg ser mig som jeg er – selv alle de fejl jeg ofte begår. Det sure med det søde – jeg er god nok som den jeg er. Alle de dårlige ting jeg har erindret gennem livet – mobberierne, følelsen af ikke at være tilstrækkelig, misforstået eller alene. Det er ikke det, eller tiden der gik – det er kun det du føler, når du kigger længe nok ned i afgrunden.
Du kan ikke være venner med alle, få dem til at elske eller forstå dig. Eller i det mindste bare holde deres kæft!

Du må falde til ro i dig selv – lukke støjen ude, og lade stilheden ind. Følge dine beslutninger i den rute du mener er bedst for dig.
I respekt for forskelligheden og de mange forskellige muligheder livet bringer.
Du skal være dig – ikke venner med alle, kun de heldige få.

Outfit fra i lørdags

Hvad er det at der gør, at der er SÅ stor forskel på mænd og kvinders opfattelse? Jeg fandt et youtubeklip, som jeg fandt meget interessant. Kvinder er svære at blive kloge på – men lige så svært er det, at blive kloge på mænd! Kvinder er meget mere komplicerede, hvor mændene rent faktisk er meget mere simple. Det skyldes, at vores hjerner fungere meget forskelligt.

Mænds hjerne er meget unikke – mange kvinder kan ikke forstå eller sætte sig ind i mænds tanke gang. Mænds hjerner er delt op i en masse små bokse. Der er en boks for alt. Der er en boks for bilen. Der er en boks for penge. Der er en boks for svigermor et sted nede i kælderen. Der er en boks for dig. Der er bokse over alt, og når mænd skal diskutere et bestemt emne, går han kun ind i den ene boks. Efterfulgt lukker han den meget forsigtigt igen – for regelen er, at boksene ikke må røre hinanden.

Kvinder derimod – er meget mere komplicerede og deres hjerner er som en kæmpe kugle lavet af tråd. Alt hænger sammen. – pengene med bilen, bilen med jobbet, jobbet med børnene, børnene med ens mor. Sådan kører det så rundt – hvilket er grunden til, at kvinder husker så godt. Hvis noget involvere kvindens følelser, vil det flyve direkte op til hendes hjerne, og hun vil huske det for altid. Det samme sker for mænd, men det er dog meget sjælendt, da de for det meste er ligeglade. Kvinder har en tildens til at overtænke situationer og gøre dem langt værre end de rent faktisk er.

Mænd har helt speciel boks i deres hjerner som er kaldet en ‘ingenting boks’ – denne boks forstår kvinder som regel ikke, fordi den netop overhovedet ikke indeholder noget som helst. Mænd ville være der hele tiden, hvis de havde muligheden for det. Denne boks bruger de også, når de er i stressede situationer. Kvinder har ikke denne egenskab, da kvinders hjerner aldrig stopper med at tænke.Kvinderne bliver også oftest irriteret over at se mændene i deres ‘ ingenting boks ‘ fordi de ikke forstår, at der findes en ‘ ingenting boks ‘.

Alle kender det. Personen man havde forestillet sig og troet var så fantastisk og perfekt, er en helt anden end man havde håbet på. I det man står i det, er det svært nogensinde at se dig ud fra resterne af ens ‘forhold’. På et tidspunkt bliver man bare nød til at erkende, at man simpelthen må droppe illusionerne og skal videre. Og JA – det er pisse hårdt at skulle kunne sige farvel til hvad man endnu engang troede, at der var det rigtige for en og huske at personer ændre sig. Det kræver SÅ meget af en selv, at være i stand til at samle de resternede dele af ens værdighed op og samle det igen.. Men DU i dig selv, har muligheden for at vælge, hvordan du vil gribe situationen an. Det er dit valg, om du vil se dette til en mulighed, for at bygge dig selv endnu stærkere end du var før.

Her er seks simple råd på, hvordan du kan komme dig over brudet.

1. Accepter at i ikke passede sammen
Den første tid vil det være rigtigt svært, at komme sig over tabet af en person man elsker. Man bliver ved med at bearbejde sig selv for bruddet og ønsker hele tiden at det ikke havde endt på den måde. Man har illusioner om at det hele nok skulle gå, hvis nu bare lige... Drop illusionerne og accepter, at du skal videre. Der var en grund til, at det ikke gik.

2. Husk dine kvaliteter
Brug tid på uddybe hvad du synes, at der gør livet bare lidt bedre. ( det kunne være din familie, dine veninder, dine venner, dit/dine kæledyr eller sport ) Husk på, at du har evner udenfor din fatteevne, som vil træde i kraft, når alt håbet ser ud til at være forsvundet.

3. Dyrk motion
Motion er altid en god ide – det vil både gøre dig mere tilfredsstillet i forhold til din krop, men dæmper rent faktisk også stress, angst og depressive følelser.

4. Brug tid på dig selv
Det er vigtigt at altid gøre noget ud af sig selv- for i det man gør det, vil ens udstråling også være meget mere indbydenede, end hvis man var iført joggingtøj og en kæmpe sweater. Det kunne være at barbere sig, bruge en god parfume, shoppe lidt nyt tøj, tage i wellness. You name it.

5. Øvrige mål
Sæt hele tiden små mål for dig selv. Selv de mindste mål, vil føltes som en sejr.  Tænk også på om du er tilfreds med hvor du bor? Skal noget ændres på dit værelse? Skal der slettes billeder på telefonen  eller computeren?

6. Vær ikke bange for at søge hjælp
Når man har problemer, har mange en tildens til at søge ind i sig selv og prøver at løse alt selv og bider smerten i sig. Men husk – det er okay, at det er svært og endnu mere okay at søge hjælp og trøst i dine nærmeste. – Det er det, som du har dem til.

Husk.. at miste en partner, er ikke at miste livet. Alt skal nok løse sig, selvom tingene vil føles komplet meningsløse i starten.

Valentinsdag er lige om hjørnet – og i år har jeg ingen partner, så Anika og jeg har aftalt at vi skal ud og fejre denne skønne ‘højtid’ sammen, så vi ikke bare sidder hjemme foran hvert vores fjernsyn iført natbukser, en alt for pjusket knold, en alt for stor t-shirt, ben and jerry’s cookie dough is, fed mad og en romantisk film, så vi inderligt ville ønske, at vi var en del af filmen.

Valentinsdag har altid været en af mine favorit ‘højtider‘. Princippet i at man yder en lille ekstra indsats i, at få sin partner til at føle sig elsket og minder den om, hvorfor man har valgt lige præcis denne person. Det bedste er, at det ikke engang behøver at være en kæmpe gave eller overraskelse – mere bare en kærliggestus.
Det kunne være: En omgang massage. En rose. En kærlighedserklæring. En intern ting din partner og dig har sammen, som du ved personen vil elske. En tur ud og spise. En mindebog. En tur ud i biografen. En film aften med diverse snacks. En æske chokolade. Et weekend ophold. En bukket blomster. En aften med god mad og vin.
Personligt vil jeg nok altid huske på de små dejlige detaljer om min udkårne, som gør ham speciel for mig – lige netop ham. Det kunne være noget han havde sagt eller et indtryk han havde givet mig, som jeg huskede. Eller de ting han havde nævnt overfor mig, at han godt kunne lide. En lille gave, af noget jeg vidste han ville elske.

En note om kærligheden:
Når der ikke er mere tilbage i os, er det kærligheden vi må trække i, for at komme helskindet gennem ‘krisen’. Mange af os har en forventning om, at kærligheden burde flyde fra alle andre end os selv. At blive forladt – skrækkeligt. At blive elsket for lidt – følelsen af at være utilstrækkelig. At blive misforstået og valgt fra – ødelæggende. Kærligheden er ikke noget vi kan trække ned over hovedet på andre – ikke noget vi kan forlange. Kærlighed er noget som vi gør os fortjent til. Kærligheden kommer når vi har forladt alle vores krav og er i stand til at respektere, at den person vi står overfor, måske har en helt anden tilgang til tingene end hvad vi selv har. Kærlighedens sande ansigt viser sig ofte, når vi tør begive os ud i at elske, uden at forvente at skulle elskes igen.Som de nybagte forældre – kys, kærtegn og opmuntring som ikke behøver et ‘ i lige måde ‘, eller et ‘ tak ‘. De stiller slet ikke det lille væsen til regnskab for alle handlingerne, men guider det med respekt og kærlighed til at tage de rigtige beslutninger fremadrettet. I den tætteste alliance kan vi ikke forvente at blive forstået og vi vil heller aldrig forstå dybden og omfanget af de mennesker vi elsker. Det eneste vi kan gøre, er at indse at vi som individer er i konstant process. Vores behov igår, er ikke nødvendigvis de samme som de er idag. Hvis vi ønsker at blive forstået og elsket – må vi stoppe vores bearbejdelser og finde en løsning som ikke kun omhandler eget behov.

Vi kan aldrig komme til at styre vores kærlighed – men vi kan elske, vande, beundre og pleje den – lad den gro vildt og frit.

Af en eller anden grund, har jeg altid været rigtigt elendig til at finde på ønsker, når det var til enten jul eller fødselsdag. I år er det ikke engang fordi, at det er særligt meget bedre med hensyn til ønskerne – hvilket er underligt, fordi jeg sikkert kunne ønske mig et nyt skrivebord(mangler faktisk et), nogen fede ting til at pynte min lejlighed med eller noget tøj. På de seneste måneder har jeg købt alt for meget tøj på nettet og skulle hente pakker i massevis på posthuset. ( Tror faktisk jeg fik købt for 5000, hovsa ). På den anden side er jeg meget mere til ‘bare‘ at ønske mig penge, for så at kunne enten bruge dem på en oplevelse med nogen jeg holder af. Jeg vægter oplevelser og minder meget højt. Jeg har en idé om at minder vil vare for evigt i sindet, men at genstande altid bare vil blive sat tilsidesat eller glemt med tiden.

Frihed til at kunne bo hvor jeg vil, elske hvem jeg vil, mene hvad jeg vil. Iføre mig træningstøj på kedelige søndage på sofaen eller den fineste kjole i mit klædeskab når jeg deltager i weekendens begivenheder. Frihed til at skrige NEJ – eller råbe ja. Frihed til at blive fed, eller træne målrettet efter at blive slank. Frihed til at tude til jeg føler mine øjne falder ud, eller elske så det føltes som om at jorden ikke kan rumme mere kærlighed. Frihed til at leve det liv jeg ønsker, og gå i de retninger jeg vælger. Frihed til at rejse, udforske – og elske.
Lige meget hvad, bør man altid sikre sig frihed på det højeste og mest optimale plan. Uanset hvad det kommer til at koste en – lad dig ikke leve et sted, hvor regningerne hober sig op over ørene på dig eller for den sags skyld, blive sammen med en partner, som ikke tilfredsstiller dine behov for lykke.
I mange situationer har min frihed haft stor indflydelse på mig, og betydet jeg måtte sige farvel til nogle dejlige kollegaer, klassekammerater eller en partner.
Jeg har tit opleve at den her følelse, for at måtte bryde tidligere standpunkter har været med til at gøre mig hundeangst, og oftes fået mig til at føle jeg aldrig ville blive lykkelig igen – eller se dagens lys.
Dog gik der også tid før jeg begyndte indse, for at føle livet på bedst mulig måde, må man ofte træffe nogen valg, som kaster os ned på bunden af livet. Følelsen af at være ulykkelig vil oftes træde ind i vores liv – men heldigvis er denne følelse for det meste kun kortvarig.
Noget tid efterfølgende har jeg set tilbage på det, og kunnet se hvordan det sikkert ville have endt, hvis jeg blev længere. Jeg ville have følt at min tilstand ikke var tilfredsstillende i alt for længe, og jeg ville føle jeg var fastlåst i et liv jeg ikke ønskede.
Jeg prøver give mig god tid til at lære at forholde mig til alle tingene, som forgår i mit liv, men mit hjerte, fortæller mig, at der er masser af spændenede og nyt lige rundt om hjørnet. – så hvorfor vente?

Hold da op, hvor er det underligt at tænke over, at jeg spiser det sidste morgenmad i år 2014. For den sags skyld også at i morgen ved den her tid, hedder det 2015 og sikkert en hel masse tømmies. Haha. I år skal jeg fejre nytår med min veninde Anika, hvor vi skal ud og spise hos nogen af hendes forældres venner, til en fest senere, og derefter engang i byen! – Wow, min første nytårsaften på diskotek ( halleluja at være blevet 18 ). Det skal nok blive hyggeligt, og jeg glæder mig rent faktisk til at skulle prøve noget nyt.

Jeg glæder mig helt vildt, til at starte på en ” ny.”
Nye mål, nye ideer, nye mennesker og det hele. hihi

Godt nytår alle sammen, pas på jer selv og hinanden!

Alle de ting, dette år har haft med sig!
Sorgen, tabet, savnet, manglerne og længslen.
Smilene, latteren, varmen, drømmene og kærligheden.

2014 har været et af de år, hvor der har sket flest ændringer i mit liv. Jeg valgte at gå ud af HF i starten af januar. Jeg blev 18 i slutningen af februar. Efterfulgt havde jeg  nogle trælse dage efter min 18 års fødselsdag, hvor min far kom på hospitalet. Den 26 februar kom min gamle kat hjem efter 5 måneder, og far kom hjem fra hospitalet. Jeg blev amatør fotograf for noget tid og brugte en hel masse tid på at lære at fotografere og opstille. I Marts startede jeg på HGP, men valgte efter en og en halv måned at holde sommerferie. I Maj holdte jeg min 18 års fødselsdag for en masse venner og bekendte. I Juni bestod jeg teoriprøven. 4 dage senere rejste jeg til Alanya 14 dage med min veninde Ida. Vi fik både festet helt vildt, prøvet paraglide fra en 600 meter klippe, var på bådtur, fik tattoveringer ( min første ). I Juli tog jeg en beslutning om at ville flytte hjemmefra – så nu bor jeg for mig selv (næsten). I August startede jeg på Holstebro Gymnasium og HF.  I September fik jeg kørekort OG bil ( halleluja ). I Oktober var jeg ude og rejse til icmeler med min mor. I løbet af November mødte jeg en hel masse beundringsværdige mennesker, som formåede at inspirer mig HELT vildt. Derudover kørte min veninde Anika og jeg ALENE til Tyskland i min bil ( wow.. ).  Ellers har December bare været en måned, hvor alt har stået på hygge med en masse dejlige mennesker, familien og de tætteste. I morgen skal jeg for første gang  prøve, ikke at spise med mine forældre nytårsaften – det bliver virkeligt underligt, eftersom det alle dage har været en tradition hos os.

Da jeg var mindre hadede jeg at føle mig anderledes. Idag elsker jeg at jeg kan se på mig selv og vide, at jeg ikke er som alle andre.Jeg kom til Danmark den 02.09.1996. Et vidunderligt liv, som lå foran mine fødder med ALLE muligheder. Jeg var så heldig, at både at få forældre der elskede mig til månen og tilbage igen og det at der aldrig manglede noget materielt. Forældre som jeg ved, havde ønsket at få mig og kæmpet en kamp for i det hele taget at komme til det sted, hvor de fik mig. Dermed ikke i en familie, hvor jeg var et ”ups” barn, som ikke var forberedt. Eller hos en alt for ung mor, som ikke kunne tage vare på sig selv eller sit liv.Jeg husker tydeligt, at mine forældre i en ret tidlig alder konfronterede mig med, at jeg var anderledes end de andre børn. Men at jeg skulle vide, at det ikke betød noget for dem, for jeg var deres barn. Desværre oplevede jeg gennem de første år af folkeskolen, at jeg var meget anderledes end alle de andre, da en dreng fra klassen, begyndte komme med spydige kommentarer om at jeg var en gul kineser, skævøje, ”ching-chong”, grim og egentligt alt som der havde noget med Kina at gøre.Lige meget hvor mange møder skolen fik arrangeret, hvor der blev slået en streg i sandet, stoppede det aldrig før ham drengen skiftede skole. Jeg husker at jeg skammede mig så meget over, ikke at være dansker, nærmest så meget at jeg ikke kunne acceptere mig selv eller andre udlændinge på nogen måder.I sommerferien 2011, skete der så noget underligt. I tiderens morgen da mine forældre rejste ned til Kina, var de i selvskab med syv eller otte andre familier, som også skulle ned og hente en pige. For to af de piger lykkedes det at finde gamle papirer, med navne og efternavne på os alle sammen. Den dag opdagede jeg, at jeg ikke var ‘alene’ mere. Jeg husker, da jeg mødtes med den første af dem i november 2011. Jeg tror aldrig nogensinde at jeg havde været så tryg, ved at møde et ‘fremmed’ menneske, som man på ingen måder havde nogen form for relationer til i alle de år. Når man så mødte personen, følte personen havde kendt en hele livet. Som tiden gik begyndte jeg acceptere, at jeg ikke var fra Danmark. Dermed også at jeg aldrig ville blive 164 høj, jeg ville aldrig få blå øjne, jeg ville aldrig få blondt hår… Men jeg blive så mange ting, som danskerne aldrig ville blive. At være anderledes har sin charme. Selvom jeg godt nok kan være træt af, at jeg har mandel formede øjne, at mine øjenvipper tager en krig om at mascaraen bare skal ligge nogenlunde, eller at jeg kun er 155 høj, så er jeg alligevel tilfreds. Jeg elsker det. Jeg må indrømme at jeg tit ville ønske, at jeg kendte mine biologiske forældre. Jeg har så mange spørgsmål, så meget taknemmelighed, så mange ønsker om at kunne afspejle mig i deres udsende. Men når det er sagt, har jeg det sku som blommen i et æg.