Hvordan er det, at ens far er hjerte menneske?

Dette indlæg er dedikeret til min seje far.

– ”Our family is a circle of love – together we are unbreakable – family is now and forever”

Hvor skulle vi gå hen, hvis vi ikke havde vores familie? Vores familie er stedet vi søger tryghed, kærlighed og omsorg. Vores familie er dem der elsker os for dem vi er. Her er det ikke nødvendigt at opsætte facader og iscenesætte et liv som vi ikke har. Vores familie er dem vi kan komme til, når lokummet brænder på, og alt føltes fortabt. Vores familie elsker os ubetinget og for altid. Vores familie er forevigt.’

I efteråret og julen 2012, var min far alvorligt syg. Det startede med kramper i armene om sommeren, som blev værre og værre. Han beskrev det selv, som prikken ude i armene og stikken i brystet. Det bekymrede mig rigtigt meget, hvad det kunne være.
‘Da vi nærmede os efteråret var kramperne så intensive, at han stod op om natten. (kramperne kom ca. hver 10 min, og i mellemrummet forsvandt de underligt nok). Min far blev undersøgt hos lægerne i hoved og røv – for at sige det mildt, men de kunne ikke finde noget på ham. De mente han så ud til at være rask og velfungerende.
En sen november aften, sad jeg på værelset med min computer, og surfede på nettet, da jeg hørte min mor råbe efter mig. Nærmest skrige.  Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor far ikke var til at komme i kontakt med. Hun bad mig ringe til vagtlægen. Jeg panikkede selvfølgeligt, fordi jeg var så bange for, hvad der skulle ske. Mor fik ringet 112, mens jeg holdte opsyn med far. Alt i mens mor og mig sad med far og ventede på ambulancen ville komme, gik der 27 minutter og vi blev nødt til at ringe til dem flere gange, for at rykke for hvor i alverden ambulance blev af. ( tænk, det er nærmest hurtigere at bestille en pizza, end systemet er om at hjælpe syge mennesker – det synes jeg virkeligt er flot, Danmark ). Endeligt da ambulancen kom, blev far endnu engang testet igen – målt blodtryk, tjekket for smerter forskellige steder i kroppen og deres ”procedure”. Vi ankom til hospitalet, og de førte os ind i et akut rum. De skulle tage en masse blodprøver og et hjertekardiogram. Jeg havde den vildeste fobi for nåle, så vi ringede til min moster som så kom og hentede mig. Jeg overnattede ved dem.
Dagen efter skulle jeg op og besøge far. lægerne insisterede stadig på at der ikke var noget galt. Far var heldigvis så stædig og forslog dem at tage en prøve under en af kramperne med en EKG måler ( en maskine som måler hjerterytmen). Da de fik målt hans hjerterytme under kramperne, gik der ikke særligt lang tid, før at den kom til at hedde Skejby. Det var ikke normalt. Lægerne sagde endda, at hvis far havde gået med det meget længere, kunne han have været død. ( Jamen tak fordi i er så omhyggelige ).
Det hele kom så pludseligt – og min hjerne kunne ikke rumme alle tankerne mere. Den aften far skulle til Skejby nægtede jeg at komme med. Jeg ville hellere være sammen med mine venner og til fest så jeg kunne lægge alt bekymring og sygdom ‘bag mig‘. Da jeg kom derud gik der ikke længe inden at jeg måtte erkende, at jeg bare ikke kunne fungere socialt på det tidspunkt. Jeg ringede efter min mor som så kom og hentede mig. Jeg ville hjem.
Hjemme gik der dage og nætter, hvor jeg ikke sov, dage hvor jeg ikke spiste. Jeg kunne slet ikke fungere. Jeg fik besked på at leve så normalt så muligt. Jeg kunne ikke få mig taget sammen til at passe skolen. Ikke få mig taget sammen til andet end bare at være trist, bekymret – og bange.
Mor pendlede frem og tilbage fra Herning til Aarhus over hele perioden – og prøvede med alt hun kunne at holde os sammen og hovedet oppe på os alle tre. Selv når hun havde brugt alt energien ude ved far, kom hun hjem og skulle bruge sit sidste overskud på at trøste mig (hvilket hun imponerende nok var i stand til at klare helt vildt godt! Verdens sejeste mor).
Dagene gik – nogen gange var jeg med på hospitalet i Skejby, men af en eller anden grund var det så vanvittigt grænseoverskridende for mig. Jeg hele tiden var bange for at se det hele i øjnene. Jeg ville ikke erkende for mig selv, hvad far egentligt gik igennem og at jeg måske ikke ville se ham igen.
 I mine erindringer om min far – han har altid været den glade og smilene mand, som var fuld af godt humør og en rigtigt energibombe. Altid i gang med nye og spændende projekter. Hvordan skulle jeg kunne håndtere at han pludseligt lå i en seng, afkræftet og i smerte? Det var ikke min far.
Pludseligt kom jeg til at savne nætterne hvor far kom ind og brokkede sig over, at jeg ikke havde slukket min computer og var gået i seng – kom hjem fra arbejde og sagde ‘hej vovvov, jeg har savnet dig’ til vores hund eller bad mig om at lave huslige pligter. Alle de små dumme ting, som man forinden havde blevet så irritabel over, kom man pludseligt til at savne. – Tænk hvis det var sidste gang jeg kom til at høre på fars stemme igen?
En dag på hospitalet, skulle lægerne forklare os, hvad der var galt med far. De illustrerede det som at vi skulle forstille os, at fars kranspulsåre var som et sugerør. Og det der var sket, var at der var opstået en forsnævring i kranspulsåren. Det ville sige, at hvis man klemte sugerøret så dens åbning kun var halv, var muligheden for at suge igennem den meget begrænset. ( i dette tilfælde ilten til hjertet.) Det forklarede så hvorfor han havde haft prikken i hjertet og de mystiske kramper.
I starten af december, fik far en ballon udvidelse. Det vil sige en form for stændt man sætter ind i blodåren for at udvide det yderligere, hvor den er forsnævret. Den 12 december, var en stor dag. Der skulle far have lavet en bypass. Som vil sige man skaber en omkørsel af blodet, så hjertet formår at få ilt på en anden måde, end i den forsnævrede åre. Jeg husker at jeg gik hjemme og ventede på et opkald fra mor, om hvordan det var gået. Lægerne havde nemlig pointeret at der altid var en risiko. Men viljestærk som min far var og stadig er, klarede han det vildt sejt! Kort efter operationen blev far overført til Herning sygehus og jeg fik mulighed for at besøge ham oftere med mor.
I dag er min far heldigvis ‘rask’, selvom der altid vil være nogen efterfølger af sygdomsforløb som dette. Det er ikke bare som en influenza, som man bare kommer sig over efter en kort periode – men selv idag ( 2 år senere ), har det stadig en kæmpe indflydelse på vores liv og jeg er sikker på, at vi alle tre er særligt opmærksomme på hinanden, hvis der opstår det mindste. Som familie er vi stærkere end nogensinde, mere taknemmelige og sammen om alle udfordringer der kommer fremadrettet.

Huha – jeg ved godt det var et af de længere indlæg, men det jeg vil sige med det her indlæg er, at man skal huske at påskønne de mennesker man har i sit liv. Inden man får set sig om, har de ‘tjekket ud’ inden vi fik mulighed for at stille det sidste store spørgsmål, eller sige de sidste vigtige ord. Husk at påskønne de mennesker der står dig nær. De fortjener det.