Er jeg den enste som har en ide om, at mandage altid er den værste dag på ugen?
Lille mis var blevet syg, så jeg skulle have hende på til dyrehospital efter jeg havde været i skole. Jeg tror ikke, at den havde kørt bil før, så da min kammerat og jeg skulle have den med til dyrelæge, sad min kammerat med den på forsædet. Det endte med at den både overpissede forsædet OG ham.. Efter vi havde været ved dyrelægen, havde jeg travlt med at skulle købe en masse foder og diverse ting til den, da den ikke må komme ud inden den er rask igen. Kan i hvert falde godt mærke, at jeg trænger til ferie!
Hvordan har jeres mandag været?

xoxo Amalie

Hudløst ærlig – det her er min historie.

Jeg vil sige at være anderledes, altid præget mit liv i en kæmpe grad. Jeg vil ikke sige, at jeg fik en hårdere start på livet end mange andre – men jeg vil sige at det var svært ikke altid at ‘ligne’ andre. Som jeg skrev i tidligere blev jeg adopteret af en dansk familie. En familie som intet andet havde end kærlighed og varme! En familie hvor ingen ting var for flovt til at fortælle. En familie hvor alle i familien har stået til rådighed for en, for at gøre dagene bare den lille smule bedre. Sådan set var det lige meget om det var mine forældre, mostre, onkler, kusiner eller endda måske deres børn – jeg vidste jeg kunne komme til dem på de mest elendige dage i mit liv og de mødte mig hvor jeg var og med kærlighed. Min familie har altid været en kæmpe inspirationskilde for mig og for min måde at takle mange af livets svære situationer på.
Jeg vil sige min start i børnehaven var fantastisk. Trygge rammer og dejlige mennesker. En håndfuld af dem, Er faktisk stadig nogen af de mest loyale og skønne mennesker jeg er stødt på i hele mit liv. Jeg husker børnehaven som en fantastisk del af mit liv. Ingen forpligtelser eller stress. Bare leg og fjollerier dagen lang! Det var livet.
De lange fletninger i mit halv sorte hår, som mor lige har sat. Den hvide kjole fra Lego, med et rød blomster motiv forneden og de små sorte sandaler fra Color Kids. Jeg smiler. Det er første skoledag årgang 2002. Jeg er rigtigt spændt. Solen skinner og det hele føles så godt! Far har hentet rundstykker ved guldbageren. Morgen bordet er i færd med at blive dækket. Den specielle dækserviet som hele rød stue i børnehavnen havde malet til mig i anledning af at jeg fyldte seks år, ligger nu nede under den lille tallerken. Jeg prøver desperat at sætte mig ved det høje oliemalet træbord. Stolen er høj og driller mig rigtigt, da jeg nærmest skal klatre op på den. Far kigger op og fjerner blikket fra hans daglige avis ’’ skal jeg hjælpe dig? ’’ spørger han. ’’ ja!! ’’ får jeg slynget ud. Han rejser sig og går langsomt hen ved siden af mig og løfter mig op på stolen. ’’ Tak far ’’ siger jeg og giver ham et lille smil. Tiden er kommet og vi skal til og afsted. Jeg kan mærke jeg er spændt. Da vi ankommer byder en ældre dame os velkommen. Hendes grålige hår og hendes røde smalle briller, signalere at hun hører til en ældre generation, end den jeg kommer fra. Hendes hvide stumpebukser som går hende til knæene, den mørkeblå cardigan og de sorte sandaler. Selvom hun ser anderledes ud end mine forældre eller jeg, virker hun venlig. Hun peger os ind i det lille klasse værelse, hvor vi der står grønne navne skilte på de små træborde. ’’Velkommen til børnehave klasse’’ siger hun og smiler.
Da første klasse startede ændrede alt sig. Min daværende bedsteveninde og jeg var heeeelt vilde – som i virkeligt vild med den her dreng. Jeg husker endda vi nogen gange gemte os bag ting, bare for  at kunne tjekke ham ud. Jeg opfattede altid den her dreng som værende meget forvirrende. På den ene side kunne jeg godt lide ham. Men fra den ene dag til den anden, kunne han ændre personlighed. Den ene dag var vi kærester, den næste var vi ikke. Jeg husker at jeg altid være den gode person overfor ham drengen. Jeg ville møde ham med alt den kærlighed og omsorg jeg kunne ( altså hvad man nu kunne dengang – gav ham et større stykke kage på min fødselsdag og for lidt ekstra penge i gave til hans fødselsdag. – Ha ha you name it ). Det udviklede sig til at han begyndte kalde mig ting som: ”skævøje, chingchung, gule kineser, luder..” Ting som resulterede i at jeg skammede mig over hvem jeg var. At jeg var anderledes.  En dag i en af hans mere eller mindre gode perioder husker jeg, at ham og en anden var med mig hjemme – mor havde købt en af de der lækre onsdagssnegle ved guldbageren, for rigtigt at forkæle os. Vi gik ud for at ville lege, da vi får den ide, at vi ville snige os over på min fars værksted. Og som alle andre mænd, havde min far selvfølgeligt en femilet plakat på værkstedet. Nogen dage efter var min far i følge drengen et pornosvin, en syg stodder, syg i hovedet, klam og en masse andre ting, som jeg ikke husker. Jeg var så vred over, at nogen kunne have så lidt respekt og så lidt hjerne at kunne finde på at kalde min far det. Men jeg var bange. Jeg følte ikke jeg kunne gøre noget. For jeg vidste at hvis jeg prøvede på noget, kendte jeg konsekvenserne.
Tiden gik – og han begyndte også at slå mig, sparke og skubbe mig. Til sidst begyndte han med at presse mig til at gøre ting imod min vilje – og hvis jeg sagde noget til nogen, ville han holde mig uden for klassen og gøre livet endnu mere surt for mig, end jeg allerede følte det var. Som en lille pige mellem seks – ti år, anede jeg jo ikke, hvor forkert det var. Jeg var tit ked af det, når jeg kom hjem fra skole. Jeg kunne ikke vise det til mor og far. For tænk hvis han opdagede det? Hvad ville mine konsekvenser så være?
Den eneste jeg rent faktisk betroede mig til, var min kanin. Selvom den ikke kunne sige et ord, tror jeg bare at det var følelsen af at have en der lyttede, men som aldrig sladrede eller vendte en ryggen. På en måde tror jeg, det var med til at hjælpe mig med at bearbejde mange af tingene. En dag opdagede en af mine klassekammerater hvad der forgik – han fortalte det til sin familie, som ringede til skolen. Der blev arrangeret møder og lagt nye planer. Det måtte simpelthen stoppe. Men det stoppede aldrig – ikke før, at ham drengen skiftede skole i femte klasse. Det sidste minde jeg husker inden han flyttede skole, var at hele skolen skulle på en kæmpe lejr, som kun var der hver femte år. På den lejr holdte han mig så meget uden for, at det endte med at jeg prøvede at løbe væk fra lejren, da jeg simpelthen ikke kunne mere.

Når jeg ser tilbage på min folkeskole tid, erindrer jeg en tid i en meget ung alder, hvor jeg havde alt for mange bekymringer. Jeg faldt bag ud i skolen og mistede modet fuldkommen til at ville lære. Jeg husker engang jeg blev spurgt ” hvad vil du være, når du er færdig med folkeskolen? ” efterfulgt fik jeg fortalt ” det er umuligt ” eller ” vælg noget mere realistisk. ” De spurgte mig hvad jeg ville være og efterfulgt sagde hvad jeg kunne blive. Jeg fik højdeskræk bare af at skulle stå op for mig selv. For det var det jeg fik fortalt jeg skulle: ‘ stå op dig selv ‘. Studievejlederne i folkeskolen var endda overbevidst om, at aldrig ville kunne komme på en gymnasial uddannelse. Men idag står jeg her – På HF. Ikke klassens klogeste elev – men jeg kæmper for at gennemføre det så godt som jeg kan. Det var det jeg lærte – Vælg dine kampe. Fordi jeg ved at alle muligheder er åbne – så længe du bare kæmper længe nok. Der vil altid komme perioder i ens liv hvor alt føltes meningsløst. Folk man aldrig troede at man ville miste, mistede man inden man nåede at ane de rent faktisk var der.
Det er ikke alle mennesker som man møder som vil en det bedste. Denne type mennesker vil stå i vejen for din lykke. De færreste af dem er født onde eller ondskabsfulde. De fleste er for det meste bare mennesker som er usympatiske, fanget i en dårlig situation. Tappet for energi, mangler selvglæde, har ringe selvværd og har alt, alt, alt for lidt lykke og kærlighed i sit eget liv.
Du må for den sags skyld aldrig lade dig gå på af den slags oplevelser. Du må trække din usynlige frakke op over begge øre og tænke: ‘Stakkel’. Du må trække vejret dybt hvis det er dig det går ud over. Husk altid på at det ikke er personligt ment, men et udtryk for en mangel.
Jeg ved godt at livet kan være yderst uretfærdig nogen gange – men jeg er sikker på, at alting nok skal løse sig før eller siden.
Du er aldrig alene! Hvis du har brug for en at snakke med, kan du altid skrive til mig.

xoxo Amalie

(billeder fra sommeren 2014 – var så heldig at få lov at låne min mors bobble – Ha ha)

Dit liv.

Ikke uden en sum af fortrydelser, smerte eller et strejf af bitterhed og fortørnelse. Men om så ikke også et hav af muligheder, beundringsværdige mennesker, et dagligt drys af små mirakler og fantastiske overraskelser.
Jeg har mødt mennesker, som har været i stand til at løfte selv de mindste hår fra den mest tynde og fine hud. Alle de ting vi vinder men også mister på vores rejse gennem livet. Tonerne fra et for længst glemt stykke musk, som frembringer samme følelser, som da du hørte det første gang. Et glimt af et smil fra en fremmed, i de daglige indkøbs rutiner I delikatesseafdelingen i et supermarked. Egentligt et sted du ikke gider være, men som alligevel gæster, fordi de har de ting du skal bruge for at fuldende din dag. Den tåre du tabte på kanten af hospitalssengen eller kapellet hos en der stod dig nær.. Afskeden med en person du så for lidt mens vekommende tilstede og pludseligt inden du får set dig om – er tjekket ud inden du fik spurgt om det aller vigtigste spørgsmål eller aller sagt de sidste ord.
En gave fra en person som kender dig – men som du ses alt for sjælendt med. Alligevel er det lykkedes personen, få en bid af din sjæl. Alle dem du kunne have elsket – men ikke turdet lade få chancen. De mennesker du gav din omsorg, din forståelse, din respekt og din kærlighed. De stjal din tid men også en del af dit hjerte. Skrigene fra de forladte, og råbene fra dem der sejrede.
Det er dit liv – du har mulighed for selv at vælge om det er dit hjertes varme eller vinterens kulde som skal styre dine dage. Tag nu chancerne – og lad være med at udskyde, beskylde dine dårlige erindringer – eller alle de uretfærdigheder du vil eller har oplevet gennem livet.
Det er dumt at spilde tid på at ville flytte dit ansvar i timer, dage eller uger, fra din måde at opfatte virkeligheden på i nuet. Det spilder alligevel bare din tid. Dit liv er vidunderligt, uanset hvad det bringer dig af udfordringer.
Hvis du vil leve lyset, må du være i stand til at kunne bære mørket i dig.

Dette indlæg er dedikeret til min seje far.

– ”Our family is a circle of love – together we are unbreakable – family is now and forever”

Hvor skulle vi gå hen, hvis vi ikke havde vores familie? Vores familie er stedet vi søger tryghed, kærlighed og omsorg. Vores familie er dem der elsker os for dem vi er. Her er det ikke nødvendigt at opsætte facader og iscenesætte et liv som vi ikke har. Vores familie er dem vi kan komme til, når lokummet brænder på, og alt føltes fortabt. Vores familie elsker os ubetinget og for altid. Vores familie er forevigt.’

I efteråret og julen 2012, var min far alvorligt syg. Det startede med kramper i armene om sommeren, som blev værre og værre. Han beskrev det selv, som prikken ude i armene og stikken i brystet. Det bekymrede mig rigtigt meget, hvad det kunne være.
‘Da vi nærmede os efteråret var kramperne så intensive, at han stod op om natten. (kramperne kom ca. hver 10 min, og i mellemrummet forsvandt de underligt nok). Min far blev undersøgt hos lægerne i hoved og røv – for at sige det mildt, men de kunne ikke finde noget på ham. De mente han så ud til at være rask og velfungerende.
En sen november aften, sad jeg på værelset med min computer, og surfede på nettet, da jeg hørte min mor råbe efter mig. Nærmest skrige.  Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor far ikke var til at komme i kontakt med. Hun bad mig ringe til vagtlægen. Jeg panikkede selvfølgeligt, fordi jeg var så bange for, hvad der skulle ske. Mor fik ringet 112, mens jeg holdte opsyn med far. Alt i mens mor og mig sad med far og ventede på ambulancen ville komme, gik der 27 minutter og vi blev nødt til at ringe til dem flere gange, for at rykke for hvor i alverden ambulance blev af. ( tænk, det er nærmest hurtigere at bestille en pizza, end systemet er om at hjælpe syge mennesker – det synes jeg virkeligt er flot, Danmark ). Endeligt da ambulancen kom, blev far endnu engang testet igen – målt blodtryk, tjekket for smerter forskellige steder i kroppen og deres ”procedure”. Vi ankom til hospitalet, og de førte os ind i et akut rum. De skulle tage en masse blodprøver og et hjertekardiogram. Jeg havde den vildeste fobi for nåle, så vi ringede til min moster som så kom og hentede mig. Jeg overnattede ved dem.
Dagen efter skulle jeg op og besøge far. lægerne insisterede stadig på at der ikke var noget galt. Far var heldigvis så stædig og forslog dem at tage en prøve under en af kramperne med en EKG måler ( en maskine som måler hjerterytmen). Da de fik målt hans hjerterytme under kramperne, gik der ikke særligt lang tid, før at den kom til at hedde Skejby. Det var ikke normalt. Lægerne sagde endda, at hvis far havde gået med det meget længere, kunne han have været død. ( Jamen tak fordi i er så omhyggelige ).
Det hele kom så pludseligt – og min hjerne kunne ikke rumme alle tankerne mere. Den aften far skulle til Skejby nægtede jeg at komme med. Jeg ville hellere være sammen med mine venner og til fest så jeg kunne lægge alt bekymring og sygdom ‘bag mig‘. Da jeg kom derud gik der ikke længe inden at jeg måtte erkende, at jeg bare ikke kunne fungere socialt på det tidspunkt. Jeg ringede efter min mor som så kom og hentede mig. Jeg ville hjem.
Hjemme gik der dage og nætter, hvor jeg ikke sov, dage hvor jeg ikke spiste. Jeg kunne slet ikke fungere. Jeg fik besked på at leve så normalt så muligt. Jeg kunne ikke få mig taget sammen til at passe skolen. Ikke få mig taget sammen til andet end bare at være trist, bekymret – og bange.
Mor pendlede frem og tilbage fra Herning til Aarhus over hele perioden – og prøvede med alt hun kunne at holde os sammen og hovedet oppe på os alle tre. Selv når hun havde brugt alt energien ude ved far, kom hun hjem og skulle bruge sit sidste overskud på at trøste mig (hvilket hun imponerende nok var i stand til at klare helt vildt godt! Verdens sejeste mor).
Dagene gik – nogen gange var jeg med på hospitalet i Skejby, men af en eller anden grund var det så vanvittigt grænseoverskridende for mig. Jeg hele tiden var bange for at se det hele i øjnene. Jeg ville ikke erkende for mig selv, hvad far egentligt gik igennem og at jeg måske ikke ville se ham igen.
 I mine erindringer om min far – han har altid været den glade og smilene mand, som var fuld af godt humør og en rigtigt energibombe. Altid i gang med nye og spændende projekter. Hvordan skulle jeg kunne håndtere at han pludseligt lå i en seng, afkræftet og i smerte? Det var ikke min far.
Pludseligt kom jeg til at savne nætterne hvor far kom ind og brokkede sig over, at jeg ikke havde slukket min computer og var gået i seng – kom hjem fra arbejde og sagde ‘hej vovvov, jeg har savnet dig’ til vores hund eller bad mig om at lave huslige pligter. Alle de små dumme ting, som man forinden havde blevet så irritabel over, kom man pludseligt til at savne. – Tænk hvis det var sidste gang jeg kom til at høre på fars stemme igen?
En dag på hospitalet, skulle lægerne forklare os, hvad der var galt med far. De illustrerede det som at vi skulle forstille os, at fars kranspulsåre var som et sugerør. Og det der var sket, var at der var opstået en forsnævring i kranspulsåren. Det ville sige, at hvis man klemte sugerøret så dens åbning kun var halv, var muligheden for at suge igennem den meget begrænset. ( i dette tilfælde ilten til hjertet.) Det forklarede så hvorfor han havde haft prikken i hjertet og de mystiske kramper.
I starten af december, fik far en ballon udvidelse. Det vil sige en form for stændt man sætter ind i blodåren for at udvide det yderligere, hvor den er forsnævret. Den 12 december, var en stor dag. Der skulle far have lavet en bypass. Som vil sige man skaber en omkørsel af blodet, så hjertet formår at få ilt på en anden måde, end i den forsnævrede åre. Jeg husker at jeg gik hjemme og ventede på et opkald fra mor, om hvordan det var gået. Lægerne havde nemlig pointeret at der altid var en risiko. Men viljestærk som min far var og stadig er, klarede han det vildt sejt! Kort efter operationen blev far overført til Herning sygehus og jeg fik mulighed for at besøge ham oftere med mor.
I dag er min far heldigvis ‘rask’, selvom der altid vil være nogen efterfølger af sygdomsforløb som dette. Det er ikke bare som en influenza, som man bare kommer sig over efter en kort periode – men selv idag ( 2 år senere ), har det stadig en kæmpe indflydelse på vores liv og jeg er sikker på, at vi alle tre er særligt opmærksomme på hinanden, hvis der opstår det mindste. Som familie er vi stærkere end nogensinde, mere taknemmelige og sammen om alle udfordringer der kommer fremadrettet.

Huha – jeg ved godt det var et af de længere indlæg, men det jeg vil sige med det her indlæg er, at man skal huske at påskønne de mennesker man har i sit liv. Inden man får set sig om, har de ‘tjekket ud’ inden vi fik mulighed for at stille det sidste store spørgsmål, eller sige de sidste vigtige ord. Husk at påskønne de mennesker der står dig nær. De fortjener det.

Perlekæder, D&G leopard t-shirts, g-star, faundation i tykke lag og selvfølgeligt extension..  Jeg ville nogen gange ønske, at jeg kunne havde vidst alle de ting som jeg ved idag. Men på den anden side, er det sådan vi lærer bedst – af vores fejltagelser. Jeg tænkte – hvad ville illustrere bedre hvordan jeg var dengang, udover de billeder jeg havde fra 2011, hvor jeg var 15 år gammel.

Nogen af de ting jeg ville ønske jeg havde vidst:

– Du kan ikke være venner med alle.
– Alt behøver nødvendigvis ikke at være et problem.
– Tonsvis af ‘mærkevarer’, perlekæder og makeup er ikke fedt.
– Lad være med at sige du elsker folk, med mindre du virkeligt mener det.
– Følg godt med i skolen, det bliver svært at indhente senere.
– Lyt til dine egne drømme og ikke hvad folk fortæller dig, at du kan og ikke kan.
– Træn dig selv til at se det bedste i alle mennesker – der er ingen grund til at forbigå nogen uden grund.
– Du kan ikke redde alle mennesker, selvom du gerne ville.
– Mor og far vil kun prøve at hjælpe dig, de er ikke dine fjender.
– Berig dit liv med mennesker, som kun gør noget godt for dig.
– Du behøver ikke få et svar på alt lige nu, de skal nok komme hen af vejen.
– Du er aldrig alene, der er mindst en, som altid vil være der for dig.
– Hold fast i dine barndoms venner og veninder, du møder aldrig nogen som vil kende dig bedre end dem.
– Personer ændrer sig, men minder varer vil altid for evigt.
– Drop facaderne, og vær dig selv – du er god nok.
– Du kan opnå alle de ting du ønsker dig, du må bare kæmpe for det.

1.  Jeg er 155 høj og har en fornemmelse af, at jeg ikke vil blive højere, øv.  2. Jeg siger oftest wow, hold da op, eller waw inden at jeg starter en sætning.    3. Mine bakke evner i bil, kan slå enhver fodgænger ihjel.   4. Jeg bruger mine  penge  på aaaalt for unødvendigt.    5.  Jeg tænker tit over, hvordan det ville være at være opvokset i Kina.   6. Jeg er sindssygt perfektionistisk.    7. Jeg hader rod.   8. Jeg elsker at udfordre mig selv til nye standpunkter.   9. Loyalitet er alt  i min verden.   10.  Jeg  har en drøm om at lære flydende Spansk.   11. Jeg nægter at spise maden på min tallerken, med mindre den er perfekt anrettet.  12. Jeg får meget sjælendt følelser for mænd – jeg ved ikke hvorfor, men det kommer bare ikke.  13. Badminton var en kæmpe del af mit liv i nogen årrækker.  14. Egentligt har jeg også gået til Dans i 5 år. Jeg stoppede da jeg havde fået min femårsnål.   15. Jeg har aldrig haft et crush på en kendt.  16. Jeg går meget op i mig selv og hvordan jeg føler mig bedst tilpas.  17 . Cafe fry er mit favorit sted at spise.  18. Når jeg danser med Anika og Loui, plukker vi altid æbler.   19. Jeg elsker naturen, stjernerne, havet og himlen.   20.  Engang vil jeg flytte til Århus, København, Aalborg  eller Odense, når jeg er færdig med HF.   20. Jeg kan ikke tage mennesker, som dømmer andre uden nogen årsag.  21. Jeg prøvede også lykken som spejder da jeg var barn.  22. Enten husker jeg hver eneste detalje, ellers er jeg virkeligt glemsom.   23. Jeg har mange flere drenge venner, end jeg har pige venner og har faktisk altid haft det.   24.  Jeg har gået på alt for mange forskellige skoler.   25. Jeg kan ikke lide vin og øl og kunne ikke forstille mig, at jeg nogensinde skulle kunne lide det.   25. Jeg elsker  at se film og putte under en masse dyner. 26. Mit hår var engang orange.  27. Jeg bliver tit kaldt arrogant, indtil man lærer mig at kende. 28. Mine sko er størrelse 35-36 – baby fødder, øv.  29. Jeg følger ikke med i paradise hotel.   30. Fitness er den  bedste måde for mig at afreagere på.  31. Avokadoer er en af de mest geniale opfindelser, i følge mig.  32. I folkeskolen fik jeg af vide, at jeg aldrig ville kunne komme ind på en gymnasial uddannelse.   33.  Når jeg kører alene i min bil, headbanger jeg for det meste til musikken, med volumen skruet helt op.   34. Jeg har en tatovering af et uendelighedstegn på mit venstre håndled.   35. Jeg har omkring femten til tyve forskellige mascara’s, fordi mine øjenvipper har en tildens med at drille.  36. Jeg er vandmand i stjernetegn.   37. Men jeg har faktisk aldrig lært at svømme.   38. Min familie er mine bedste venner.   39. Pernille Aalund er et af mine største idoler.  40. Jeg overtænker nogen gange tingene alt for meget.  41. Jeg må eje en samojede hund, når jeg bliver flytter i eget hus.   42. Mine forældre har været kærester i 40 år, og gift i 20.   43. Jeg ville ikke kunne leve uden min macbook.  44. Jeg bliver nemt brun  om sommeren.  45. Jeg kan godt lide at gå i skole, men jeg kan ikke lide det er så tidligt.  46.  Jeg bekymrer mig meget for andre mennesker, selvom jeg ikke har nogen relation til dem.  47. Jeg hader offentlig transport.  48. Musik er tit med til at løse mine problemer.  49. Jeg er flyttet hjemmefra.  50. Jeg er i skole, så nu må jeg hellere følge med

Efter en skøn dag med en masse skønne mennesker, er jeg endnu engang havnet i min seng. Er heldig med, at min skønne familie havde gjort så meget ud af min fødselsdag.<3

Idag var min skønne mor og jeg i Århus og ose – jeg elsker Århus! Især om sommeren, når alle cafeérne nede ved åen er fyldt, solen skinner og man kan mærke det høje humør alle vegne. Idag var det dog ikke så godt vejr, men til gengæld var der et hav af mennesker alle vegne.
Efter at have travet gaderne tynde, besluttede mor og jeg sig for at spise middag på Cafe Karma, hvor vi fik en steak med bearnaise sauce, krydrede kartoffelbåde og salat til 55 kr. Det var rigtigt lækkert. ( og kan varmt anbefales. )
Jeg havde længe gået og ledt efter et par hvide sneakers, og da dem jeg havde bestilt af en eller anden grund var blevet sendt til Ballerup, var jeg så heldig at mor købte disse babyer til mig, selvom jeg har fødselsdag om 6 dage, hæhæ <3

Valentinsdag er lige om hjørnet – og i år har jeg ingen partner, så Anika og jeg har aftalt at vi skal ud og fejre denne skønne ‘højtid’ sammen, så vi ikke bare sidder hjemme foran hvert vores fjernsyn iført natbukser, en alt for pjusket knold, en alt for stor t-shirt, ben and jerry’s cookie dough is, fed mad og en romantisk film, så vi inderligt ville ønske, at vi var en del af filmen.

Valentinsdag har altid været en af mine favorit ‘højtider‘. Princippet i at man yder en lille ekstra indsats i, at få sin partner til at føle sig elsket og minder den om, hvorfor man har valgt lige præcis denne person. Det bedste er, at det ikke engang behøver at være en kæmpe gave eller overraskelse – mere bare en kærliggestus.
Det kunne være: En omgang massage. En rose. En kærlighedserklæring. En intern ting din partner og dig har sammen, som du ved personen vil elske. En tur ud og spise. En mindebog. En tur ud i biografen. En film aften med diverse snacks. En æske chokolade. Et weekend ophold. En bukket blomster. En aften med god mad og vin.
Personligt vil jeg nok altid huske på de små dejlige detaljer om min udkårne, som gør ham speciel for mig – lige netop ham. Det kunne være noget han havde sagt eller et indtryk han havde givet mig, som jeg huskede. Eller de ting han havde nævnt overfor mig, at han godt kunne lide. En lille gave, af noget jeg vidste han ville elske.

En note om kærligheden:
Når der ikke er mere tilbage i os, er det kærligheden vi må trække i, for at komme helskindet gennem ‘krisen’. Mange af os har en forventning om, at kærligheden burde flyde fra alle andre end os selv. At blive forladt – skrækkeligt. At blive elsket for lidt – følelsen af at være utilstrækkelig. At blive misforstået og valgt fra – ødelæggende. Kærligheden er ikke noget vi kan trække ned over hovedet på andre – ikke noget vi kan forlange. Kærlighed er noget som vi gør os fortjent til. Kærligheden kommer når vi har forladt alle vores krav og er i stand til at respektere, at den person vi står overfor, måske har en helt anden tilgang til tingene end hvad vi selv har. Kærlighedens sande ansigt viser sig ofte, når vi tør begive os ud i at elske, uden at forvente at skulle elskes igen.Som de nybagte forældre – kys, kærtegn og opmuntring som ikke behøver et ‘ i lige måde ‘, eller et ‘ tak ‘. De stiller slet ikke det lille væsen til regnskab for alle handlingerne, men guider det med respekt og kærlighed til at tage de rigtige beslutninger fremadrettet. I den tætteste alliance kan vi ikke forvente at blive forstået og vi vil heller aldrig forstå dybden og omfanget af de mennesker vi elsker. Det eneste vi kan gøre, er at indse at vi som individer er i konstant process. Vores behov igår, er ikke nødvendigvis de samme som de er idag. Hvis vi ønsker at blive forstået og elsket – må vi stoppe vores bearbejdelser og finde en løsning som ikke kun omhandler eget behov.

Vi kan aldrig komme til at styre vores kærlighed – men vi kan elske, vande, beundre og pleje den – lad den gro vildt og frit.

Så blev det vinterferie!
Af en eller anden grund, kan jeg slet ikke forholde mig til, at tiden er gået så stærkt! Jeg synes nærmest at det var forleden uge at det var jule aften, og at jeg var samlet med min elskede familie. Jeg glæder mig vildt meget til at se en masse dejlige mennesker i den her ferie, som jeg savner ualmindeligt meget! Derudover er jeg sikker på, at den bare står på afslapning, hygge, familie kommesammen og fitness!

En anden ting er, at jeg om ni dage bliver jeg 19 år, hvilket jeg slet, slet, slet ikke forstår!