Hudløst ærlig – det her er min historie.

Jeg vil sige at være anderledes, altid præget mit liv i en kæmpe grad. Jeg vil ikke sige, at jeg fik en hårdere start på livet end mange andre – men jeg vil sige at det var svært ikke altid at ‘ligne’ andre. Som jeg skrev i tidligere blev jeg adopteret af en dansk familie. En familie som intet andet havde end kærlighed og varme! En familie hvor ingen ting var for flovt til at fortælle. En familie hvor alle i familien har stået til rådighed for en, for at gøre dagene bare den lille smule bedre. Sådan set var det lige meget om det var mine forældre, mostre, onkler, kusiner eller endda måske deres børn – jeg vidste jeg kunne komme til dem på de mest elendige dage i mit liv og de mødte mig hvor jeg var og med kærlighed. Min familie har altid været en kæmpe inspirationskilde for mig og for min måde at takle mange af livets svære situationer på.
Jeg vil sige min start i børnehaven var fantastisk. Trygge rammer og dejlige mennesker. En håndfuld af dem, Er faktisk stadig nogen af de mest loyale og skønne mennesker jeg er stødt på i hele mit liv. Jeg husker børnehaven som en fantastisk del af mit liv. Ingen forpligtelser eller stress. Bare leg og fjollerier dagen lang! Det var livet.
De lange fletninger i mit halv sorte hår, som mor lige har sat. Den hvide kjole fra Lego, med et rød blomster motiv forneden og de små sorte sandaler fra Color Kids. Jeg smiler. Det er første skoledag årgang 2002. Jeg er rigtigt spændt. Solen skinner og det hele føles så godt! Far har hentet rundstykker ved guldbageren. Morgen bordet er i færd med at blive dækket. Den specielle dækserviet som hele rød stue i børnehavnen havde malet til mig i anledning af at jeg fyldte seks år, ligger nu nede under den lille tallerken. Jeg prøver desperat at sætte mig ved det høje oliemalet træbord. Stolen er høj og driller mig rigtigt, da jeg nærmest skal klatre op på den. Far kigger op og fjerner blikket fra hans daglige avis ’’ skal jeg hjælpe dig? ’’ spørger han. ’’ ja!! ’’ får jeg slynget ud. Han rejser sig og går langsomt hen ved siden af mig og løfter mig op på stolen. ’’ Tak far ’’ siger jeg og giver ham et lille smil. Tiden er kommet og vi skal til og afsted. Jeg kan mærke jeg er spændt. Da vi ankommer byder en ældre dame os velkommen. Hendes grålige hår og hendes røde smalle briller, signalere at hun hører til en ældre generation, end den jeg kommer fra. Hendes hvide stumpebukser som går hende til knæene, den mørkeblå cardigan og de sorte sandaler. Selvom hun ser anderledes ud end mine forældre eller jeg, virker hun venlig. Hun peger os ind i det lille klasse værelse, hvor vi der står grønne navne skilte på de små træborde. ’’Velkommen til børnehave klasse’’ siger hun og smiler.
Da første klasse startede ændrede alt sig. Min daværende bedsteveninde og jeg var heeeelt vilde – som i virkeligt vild med den her dreng. Jeg husker endda vi nogen gange gemte os bag ting, bare for  at kunne tjekke ham ud. Jeg opfattede altid den her dreng som værende meget forvirrende. På den ene side kunne jeg godt lide ham. Men fra den ene dag til den anden, kunne han ændre personlighed. Den ene dag var vi kærester, den næste var vi ikke. Jeg husker at jeg altid være den gode person overfor ham drengen. Jeg ville møde ham med alt den kærlighed og omsorg jeg kunne ( altså hvad man nu kunne dengang – gav ham et større stykke kage på min fødselsdag og for lidt ekstra penge i gave til hans fødselsdag. – Ha ha you name it ). Det udviklede sig til at han begyndte kalde mig ting som: ”skævøje, chingchung, gule kineser, luder..” Ting som resulterede i at jeg skammede mig over hvem jeg var. At jeg var anderledes.  En dag i en af hans mere eller mindre gode perioder husker jeg, at ham og en anden var med mig hjemme – mor havde købt en af de der lækre onsdagssnegle ved guldbageren, for rigtigt at forkæle os. Vi gik ud for at ville lege, da vi får den ide, at vi ville snige os over på min fars værksted. Og som alle andre mænd, havde min far selvfølgeligt en femilet plakat på værkstedet. Nogen dage efter var min far i følge drengen et pornosvin, en syg stodder, syg i hovedet, klam og en masse andre ting, som jeg ikke husker. Jeg var så vred over, at nogen kunne have så lidt respekt og så lidt hjerne at kunne finde på at kalde min far det. Men jeg var bange. Jeg følte ikke jeg kunne gøre noget. For jeg vidste at hvis jeg prøvede på noget, kendte jeg konsekvenserne.
Tiden gik – og han begyndte også at slå mig, sparke og skubbe mig. Til sidst begyndte han med at presse mig til at gøre ting imod min vilje – og hvis jeg sagde noget til nogen, ville han holde mig uden for klassen og gøre livet endnu mere surt for mig, end jeg allerede følte det var. Som en lille pige mellem seks – ti år, anede jeg jo ikke, hvor forkert det var. Jeg var tit ked af det, når jeg kom hjem fra skole. Jeg kunne ikke vise det til mor og far. For tænk hvis han opdagede det? Hvad ville mine konsekvenser så være?
Den eneste jeg rent faktisk betroede mig til, var min kanin. Selvom den ikke kunne sige et ord, tror jeg bare at det var følelsen af at have en der lyttede, men som aldrig sladrede eller vendte en ryggen. På en måde tror jeg, det var med til at hjælpe mig med at bearbejde mange af tingene. En dag opdagede en af mine klassekammerater hvad der forgik – han fortalte det til sin familie, som ringede til skolen. Der blev arrangeret møder og lagt nye planer. Det måtte simpelthen stoppe. Men det stoppede aldrig – ikke før, at ham drengen skiftede skole i femte klasse. Det sidste minde jeg husker inden han flyttede skole, var at hele skolen skulle på en kæmpe lejr, som kun var der hver femte år. På den lejr holdte han mig så meget uden for, at det endte med at jeg prøvede at løbe væk fra lejren, da jeg simpelthen ikke kunne mere.

Når jeg ser tilbage på min folkeskole tid, erindrer jeg en tid i en meget ung alder, hvor jeg havde alt for mange bekymringer. Jeg faldt bag ud i skolen og mistede modet fuldkommen til at ville lære. Jeg husker engang jeg blev spurgt ” hvad vil du være, når du er færdig med folkeskolen? ” efterfulgt fik jeg fortalt ” det er umuligt ” eller ” vælg noget mere realistisk. ” De spurgte mig hvad jeg ville være og efterfulgt sagde hvad jeg kunne blive. Jeg fik højdeskræk bare af at skulle stå op for mig selv. For det var det jeg fik fortalt jeg skulle: ‘ stå op dig selv ‘. Studievejlederne i folkeskolen var endda overbevidst om, at aldrig ville kunne komme på en gymnasial uddannelse. Men idag står jeg her – På HF. Ikke klassens klogeste elev – men jeg kæmper for at gennemføre det så godt som jeg kan. Det var det jeg lærte – Vælg dine kampe. Fordi jeg ved at alle muligheder er åbne – så længe du bare kæmper længe nok. Der vil altid komme perioder i ens liv hvor alt føltes meningsløst. Folk man aldrig troede at man ville miste, mistede man inden man nåede at ane de rent faktisk var der.
Det er ikke alle mennesker som man møder som vil en det bedste. Denne type mennesker vil stå i vejen for din lykke. De færreste af dem er født onde eller ondskabsfulde. De fleste er for det meste bare mennesker som er usympatiske, fanget i en dårlig situation. Tappet for energi, mangler selvglæde, har ringe selvværd og har alt, alt, alt for lidt lykke og kærlighed i sit eget liv.
Du må for den sags skyld aldrig lade dig gå på af den slags oplevelser. Du må trække din usynlige frakke op over begge øre og tænke: ‘Stakkel’. Du må trække vejret dybt hvis det er dig det går ud over. Husk altid på at det ikke er personligt ment, men et udtryk for en mangel.
Jeg ved godt at livet kan være yderst uretfærdig nogen gange – men jeg er sikker på, at alting nok skal løse sig før eller siden.
Du er aldrig alene! Hvis du har brug for en at snakke med, kan du altid skrive til mig.

xoxo Amalie